• Det er dyrt at blive bedstemor: Indkomsten falder markant, når første barnebarn bliver født

    来源: BDK Finans / 20 2月 2025 04:24:40   America/New_York

    Det kan være en glædesdag, den dag det første barnebarn kommer til verden. Men det er ikke kun en ny titel, man får, i form af »bedstemor« eller »bedstefar«. Indkomsten ændrer sig også markant – i hvert fald for bedstemødre. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet og London School of Economics, der har analyseret dansk registerdata fra 1980 til 2017. Bedstemødres indkomst falder med 3,8 procent fem år efter det første barnebarns fødsel, viser undersøgelsen. Og yderligere med hele ti procent efter ti år. Dog er bedstefædrenes indkomst stort set uændret. En primær årsag til faldet i indkomst skyldes et fald i arbejdstimer, forklarer forskerne bag studiet: »Bedstemødres omsorg for deres børnebørn supplerer den formelle børnepasning. På den måde får forældrene den nødvendige fleksibilitet til at balancere arbejde og familieliv,« siger Mette Gørtz, professor ved Økonomisk Institut og CEBI, i en pressemeddelelse. Hun har sammen med Sarah Sander, postdoc ved Nationalt Videnscenter for Tidlig Indsats og Familieforskning ved Københavns Universitet, og Almudena Sevilla, professor ved London School of Economics, stået bag undersøgelsen. Forskningen viser også, at det er dyrere at blive mormor end farmor, skriver Politiken. Dog kan forskerne ikke konkludere en præcis årsag til dét. Ny aftale giver børnebørns-omsorgsdage Det overrasker ikke forskerne bag studiet, at det er bedstemors indkomst, det går ud over, og ikke bedstefars. »Det forstærker de eksisterende kønsforskelle i arbejdsmarkedet og bidrager til en vedvarende økonomisk ulighed mellem kønnene,« påpeger Sarah Sander i pressemeddelelsen. Sociale normer kan ligge til grund for ubalancen, da der er forventninger til kvinder om at stoppe med at arbejde for at tage sig af børnebørnene. Derfor peger forskerne også på, at der er behov for at anerkende bedsteforældrenes rolle i pasning af børn. Og der er også sket noget fra politisk side. For nylig blev der indgået en ny overenskomstaftale for 230.000 ansatte i industrien. Her har man lavet nogle særlige muligheder for, at bedsteforældre kan få to årlige børnebørns-omsorgsdage. Det vil dog højst sandsynligt ikke rykke meget: »Jeg kunne godt forestille mig, at det kommer til at gøre en lille forskel, da det vil give noget fleksibilitet til bedsteforældrene. Men det er ikke sikkert, at to årlige omsorgsdage er nok til at rette op på størrelsen af løngabet,« siger Sarah Sander til Berlingske. https://www.berlingske.dk/oekonomi/det-er-dyrt-at-blive-bedstemor-indkomsten-falder-markant-naar-foerste
分享